torsdag den 14. april 2011

En fiskedag ved åen

Søndag d. 10-04 havde konen ytret ønske om at komme til Haderslev og se Sønderjyske spille fodbold. Men da tiden nærmede sig begyndte hun at trække i land. "Jeg har en mærkelig fornemmelse. jeg tror de taber" sagde hun.
Så var det at jeg foreslog vi kunne tage til Brede å for at drikke kaffe og fiske lidt. Vejret var jo pragtfuldt.
Som sagt så gjort. Vi tog afsted. Konen med kaffekurven. Jeg med fluestangen. Ikke fordi jeg forventede at fange det store, men hvo intet vover intet vinder. I det mindste kunne jeg da prøve min kl. 6 stang.


Vi tog igen ud til Kalhavevej og hyggede os lidt. Jeg prøvede at fiske med 2 vægtbelastede nymfer på forfanget, i håbet om at der ville bide en ørred eller stalling på. Jeg kastede i alle retninger uden at mærke det store. Dog havde jeg et hug, da jeg lod fluerne stå og arbejde i strømmen ved nogle vandplanter ved egen bred. Men mit tilslag var for hurtigt, og så var den fisk skræmt.


Ifølge Brede å´s hjemmeside er der indtil nu rapporteret fangst af 5 laks. Dette er ikke meget. Men mon ikke det skyldes lav vandstand. 30 - 40 cm. mere vand i åen ville ikke være i vejen.

Konen og jeg havde en dejlig dag. Jeg nød fiskeriet. Hun nød det dejlige vejr, og pådrog sig for øvrigt en meget kraftig bihulebetændelse.

Sønderjyske. De tabte forøvrigt 2 - 0 hjemme, så konen havde ret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar